Nordsøen Oceanarium har aflivet syg klumpfisk

Erik Motor, der blev fanget i Øresund i december 2011, er i dag blevet aflivet på grund af sygdom

Vær opmærksom på at denne artikel var akutel for 1705 dage siden

Nordsøen Oceanariums klumpfisk, Erik Motor, der blev fanget i Øresund i december 2011, er i dag blevet aflivet på grund af sygdom.  Den er vokset fra 20 kg til ca. 200 kg i de næsten 2½ år, som den har opholdt sig i Oceanariet.

Personalet observerede for 14 dage siden, at klumpfisken begyndte at vise sygdomstegn, hvor den blandt andet viste manglende appetit. Sygdomsforløbet bevirkede desuden ændret svømmemønster, og den har i perioden pådraget sig skader på finner og hud. Siden torsdag den 3. april har fisken ikke indtaget føde.

Derfor traf Nordsøen Oceanarium i dag beslutningen om at aflive klumpfisken, da erfaringen viser, at fisken ikke vil blive rask igen.

- Vi har set lignende adfærd tidligere, hvor én af klumpfiskene mister appetitten, og holder sig lidt for sig selv, for efterfølgende at gå tilbage til ganske naturlig adfærd og god appetit. Men dette var desværre ikke tilfældet denne gang, udtaler akvariemester og dykker Martin Riis.

Der bliver taget vævsprøver af lever og hjerte, som bliver sendt til analyse. Disse prøver kan forhåbentlig fastslå årsagen til sygdommen. Denne viden kan gøre personalet klogere på håndtering af klumpfisk i akvarier. 

FAKTA OM KLUMPFISK

  • Klumpfisk (Mola mola) er den tungeste af benfisk i verden.
  • Klumpfisk forekommer i alle verdenshavene, og dermed periodevis også i danske farvande.
  • Den kan blive over 3,5 meter lang
  • Vægten kan passere 2,3 ton. 
  • Nordsøen Oceanarium har haft klumpfisk siden 2001. 

Kommentarer & synes godt om