Så er Sindal Marked skudt igang

Traditionen tro markerede Kristi Himmelfartsdag starten på fire dages Sindal Marked

Vær venligst opmærksom på at denne artikel er udgivet for over et halvt år siden.

Det hele startede i solskin fra en skyfri himmel og en let brise med optog fra Torvepladsen i Sindal med en fanebærer i spidsen ledsaget af byens myndige betjent, der til gengæld var efterfulgt af to af Hjørring Kommunes turistguider på deres Segway-cykler.

Sindal Blæserne musicerede fra ladet af en knaldrød lastbil og bag den kørte en virkelig flot hestevogn, trukket af to fjordheste, med bl.a. borgmester Arne Boelt.

Ryttere og heste fra Sindal Rideklub dannede bagtroppen i det officielle optog, der blev fulgt af både gående og cyklende borgere, ligesom mange indbygger i Nørregade havde taget opstilling foran deres huse for at se optoget.

Efter ankomsten til markedspladsen for enden af Tyrsigvej kunne man allerede begynde at handle, da størsteparten af boderne var åbnet.

I det store telt var der stillet borde og bænke op og Sindal Blæserne spillede bl.a. ”Du Danske Sommer”, mens man ventede på, at klokken blev 10 og borgmesteren kunne erklære markedet for officielt åbnet.

Han holdt en kort tale, hvor han talte varmt for, at folk skulle få flere børn, ellers ville landsdelen få et befolkningsunderskud blandt de 0 – 17-årige på over 10.000. Man skulle også skrue humøret to takker op og måske købe en øl mere, så der kunne blive overskud til de frivillige hjælperes klubber og foreninger, da Sindal Marked ikke ville kunne gennemføres uden netop de frivillige.

Efter borgmesterens tale blev der båret fade med sild, brød, smør og remoulade ind og folk kunne forsyne sig fra det gratis sildebord.

Yderligere oplysninger om Sindal Marked kan findes på deres hjemmeside:

https://www.sindalmarked.dk/

Kommentarer & synes godt om



Denne ledige reklameplads er blevet vist over 2.551* gange den seneste måned, kunne din virksomhed måske få mere gavn af pladsen? Så læs mere her:

Læs mere om annoncering