Sortbrynet Albatros gæstede i dag Hirtshals

En Sortbrynet Albatros underholdt i dag med flyveøvelser ud for havneindsejlingen

Vær opmærksom på at denne artikel var akutel for 1615 dage siden

Tidligere i dag gæstede en Sortbrynet Albatros Hirtshals, hvor den underholdt med flyveøvelser ud for havneindsejlingen i et par timer. Ornitologen Kurt Prentow havde fået en melding om, at albatrossen var set ved Skagen tidligt om morgenen, så han tog ned til Vestmolen og stillede teleskopet op for at se efter fuglen.

Han faldt da i snak med fisker Knud Normann Christensen, og alt imens Kurt fortalte om hvad han kiggede efter, fik han øje på albatrossen lige uden for indsejlingen. Fuglen bevægede sig nu rundt og hvilede ind imellem, først på havet og siden på Østmolen, efter at den havde taget en runde ind over yderhavnen og hen over hovederne på Kurt og Knud.

Fuglen blev meldt ud på ornitologernes meldesystemer, og efter en times tid var 20-30 fuglekiggere nået frem. Samtidig fik de lokale mole-gæster og turister også set albatrossen. Ved 10.20-tiden lettede fuglen og forsvandt mod sydvest. Sortbrynet Albatros yngler på den sydlige halvkugle, og det er meget sjældent at enkelte individer strejfer mod nord. Den har et vingefang på ca. 2,30 meter.

Kommentarer & synes godt om