Fitness for Astrup-Sønderskov Friskole

Lørdag den 24. januar er der i den grad mulighed for at gøre lidt ekstra ved julefedtet

Vær opmærksom på at denne artikel var akutel for 1391 dage siden

Januar er for mange måneden, hvor der lægges ekstra vægt på motion og sund mad. Lørdag d. 24. januar er der i den grad mulighed for at gøre lidt ekstra ved julefedtet, når instruktører i Astrup-Sønderskov Idrætsforening, Mette Højrup og Lone Venderby i samarbejde med Pernille Dybro fra Dyb:ro yoga byder velkommen til en tre timers fitness-marathon til fordel for Astrup Sønderskov Friskole.

Efter sommerferien slår Astrup-Sønderskov Friskole dørene op for første gang og byder eleverne velkommen, men som mange ved, koster det både mange kræfter og rigtig mange penge at starte en friskole op. Derfor er borgerne i Astrup i fuld gang med indsamlingen og der har allerede været afholdt forskellige arrangementer til fordel for friskolen.

Den 24. januar løber endnu en begivenhed af stablen, nemlig et fitness-arrangement, hvor alle unge og voksne kan komme og få sved på panden. Friskolens slogan er De aktives skole og der er ingen tvivl om, at alle deltagere – lige meget om man er med alle tre timer, eller kun ønsker at deltage noget af dagen – får en aktiv dag i motionens tegn.

Der vil være mulighed for at prøve en bred vifte af træningsformer, idet der både vil blive undervist i fitness-dans, samt aerobicinspireret puls og styrketræning og sidst men ikke mindst afsluttes dagen med en unik mulighed for prøve kræfter med yoga, da den anerkendte yoga-instruktør Pernille Dybro fra –Dyb:ro yoga i Hjørring også kigger forbi Astrup og slutter dagen af med 45 min. afslapning og yoga.

Dagen er et tilbud til alle, som har lyst til 3 hyggelig timer med masser af sved på panden og hyggeligt samvær og undervisningen tilrettelægges, så der ikke kræves andre forudsætninger for at være med end godt humør og gå på mod. Så uanset om d. 24. januar, bliver dagen hvor træningsskoene kommer på for første gang, eller man er i topform, vil der være udfordringer til alle.

Virker 3 timers træning som helt uoverskueligt, behøver man ikke fortvivle, da det selvfølgeligt er muligt at deltage noget af dagen eller at gå lidt til og fra, hvis en ekstra pause skulle blive nødvendig. Arrangementet finder sted i Astrup Sønderskov Hallen fra. Kl. 13.30-16.30. Prisen, der også inkluderer lette forfriskninger undervejs, er 50 kr., der ubetinget går til Astrup-Sønderskov Friskole.

Der er plads til alle, men kun et begrænset antal måtter, så medbring gerne et underlag til at ligge på.

Er du mere til motion i det fri, så mød op ved Astrups udendørs træningscenter i form af en G-Stalk og E-Stalk fra GE sport, hvor Jacob Køster fra kl. 14.00 til 15.00 vil guide alle interesserede i, hvordan redskaberne bruges, så du er garanteret en både god, sjov, hurtig og ikke mindst effektiv træning og man vil kunne opleve et simpelt træningspas, som med garanti vil skabe sved på panden og ømme muskler dagen efter.

Også dette tilbud er for alle interesserede uanset formkurve, så mød op og få sat din egen krop og styrke på prøve!  

Kommentarer & synes godt om



Denne reklameplads er ledig, kunne din virksomhed få gavn af pladsen? Så læs mere her:

Læs mere om annoncering