Påskeudstillingen 2015 på Hirtshals Fyr

Tre kunstnere udstiller i perioden 28. marts til 6. april på fyret

Vær opmærksom på at denne artikel var akutel for 1309 dage siden

Tre kunstneres værker på udstillingen på Hirtshals Fyr her i påsken 2015 fremstår som et interessant samspil med to forfatteres og en digters ord.

Når museumsdirektør Sine Kildeberg, Vendsyssel Kunst Museum, Hjørring, holder sin åbningstale ved ferniseringen på Fyret lørdag den 28. marts kl. 13, er hun omgivet af billed-og skulpturel kunst.

Grafikeren Jens Bohr er i sine værker i harmoni med digte af Knud Sørensen, maler og væver Helle Baslund forener sin kunst med Thøger Jensens nyskrevne prosatryk og billedhuggeren Lars Abrahamsen har knyttet sine skulpturer til nyskrevne digte af Eske K. Madsen.

For Jens Bohr, 62, er træsnit og litografi er de foretrukne medier. Her trykkes og overtrykkes i dynamiske processer konkrete landskaber og kulturspor ind over hinanden. De senere år har Jens Bohrs træsnit /litografi været mødesteder mellem kulturgods fra Norden og bl.a. det store Kina – Krim – Rom m.m.. Han skaber derved et stort historisk og geografisk rum, som giver plads for nye fortællinger. Iagtagelser og underfundighed er drivkraften.

Jens Bohr er medlem af Den Fynskeorårsudstilling siden 1995, CORNER siden 2003, DANE, Fyns Grafiske Værksted, BKF og Kunstnersamfundet. Fra 1989 og frem til i dag har Jens Bohr deltaget i talrige gruppeudstillinger og dertil præsenteret godt 20 separatudstillinger. Han har udført adskillige udsmykninger og er repræsenteret i flere samlinger.

Gennem de seneste 20 år har Jens Bohr skabt adskillige artists books i små oplag, f.eks.i 2012 Urania /Ukrania Krimskramscross i 2011 25 dage i Kina,, i 2009 Ved du Hvad?, i 2006 fire småbøger om træ, i 2004 New York decemberbilleder, i 1999 Danmarksbilleder (Forlaget Rhodos), i 1996: 16 Fuglestykker - i samarbejde med Fuzzy og Duo Most/Kunz, og flere. Med denne side af sit virke understreger Jens Bohr det grafiske mediums forbindelse og muligheder i den trykte bog – og dermed også den underliggende tematik om mødet mellem kunstarterne.

Helle Baslund, maler og væver, 59, arbejder med hverdagens objekter inde og ude , interiører og landskaber blandes i malerierne med mønstre og former, lånt fra naturen, og elementer fra tidligere tiders billedfortællinger.

Det er stofligheden og den koloristiske sans, som præger hendes malede værk, der kan ses i forlængelse af modernismes kvindelige fýnske malere i generationerne forud. Heller Baslund er uddannet på Det Jyske Kunstakademi, og hun er medlem af Den Fynske Forårsudstilling, Billedsprog i Billedvæv, Dansk Gobelinkunst og BKF.

Hun har udført adskillige udsmykninger rundt om i landet i kirker og på offentlige institutioner, og hun har modtaget flere udmærkelser og legater. Gennem de seneste godt 20 år har Helle Baslund årligt deltaget i en eller flere gruppeudstillinger.

Helle Baslund har to store kunstneriske arbejdsområder: Billedvæv og maleri. Tidligere var billedvæven det foretrukne arbejdsredskab. Men i denne forbindelse er det maleriets kommunikationsmuligheder, hun fokuserer på. Maleriet udfolder sig et sted midt mellem naturalisme og abstraktion, der hvor nye rum bliver til.

Lars Abrahamsen, billedhugger,61, arbejder billedkunstnerisk arbejder med træfigurer i det helt store format. Han siger, at træet har slået rod i hans hjerte. Ofte skaber han skulpturerne af genbrugstræ, som omhyggeligt samles til organiske former og bearbejdes til træets nye form har opnået en nærmest hudlignende overflade.

Den håndværksmæssige bearbejdning af træet spiller en stor rolle i kunstnerens arbejde, og slibning, voks, patinering og pigment indgår i overfladebearbejdningen. Abrahamsen har af og til præsenteret skulpturerne på udstillinger, f.eks. på det tidligere Veksølund.

Eksempler kan være skulpturen Tapmule, der med sin størrelse fremstår magtfuld, som et stort tungt dyr, der er krøbet i ly. Eller træskulpturen KLOVART, der har fået dette navn, fordi den er skabt over en enkelt lille sort klov fra et krondyr. Naturen er altid udgangspunktet, men herfra transformeres inspirationen til nyt liv, til en art væsener, som med indlevelse og sarthed hentes ud af materialernes iboende muligheder. Abrahamsen formår at vælge ud, og fordybe sig i formen, så det færdige udtryk kommer til at stå præcist. Ikke til diskussion.

For ham er træskulpturerne komprimeret poesi. Han arbejder gerne flere år med de enkelte skulpturer. Lars Abrahamsen kommer fra en trækyndig familie. Han er uddannet fotograf ved fotograf Poul Pedersen samt billedkunstner fra Århus Kunstakademi. Hans store forbillede er den finske skulptør Kain Tapper.

Han arbejder tæt sammen med nogle få kunstnerkolleger, bl.a. John Olsen som han i mange år var assistent for og har haft et kreativt samarbejde med, men også i tegneren Jens Gregersen finder han en jævnbyrdig i naturforholdet. Lars Abrahamsen er medlem af Den Fynske Forårsudstilling.

Kommentarer & synes godt om



Denne reklameplads er ledig, kunne din virksomhed få gavn af pladsen? Så læs mere her:

Læs mere om annoncering