Billigere bredbånd til 20.000 medlemmer i HAS

HAS overtager nu igen selv opgaven med at udbyde lynhurtigt bredbånd i kommunen

Vær venligst opmærksom på at denne artikel er udgivet for over et halvt år siden.

De mange medlemmer, der i dag får bredbånd fra Stofa gennem Hjørring Kommunes største antenneforening, Hjørring Antenneselskab (HAS), kan nu se frem til lavere priser. HAS overtager nemlig selv opgaven med at udbyde lynhurtigt bredbånd.

- Vi har været rigtigt glade for samarbejdet med Stofa, men vi har beregnet, at vi kan spare vores medlemmer for ret mange penge, når vi selv står for ydelsen, fortæller formand Kurt Larsen.

De 20.000 medlemmer får mulighed for at få høje hastigheder til gode priser. Det skyldes først og fremmest, at den medlemsejede forening ikke skal give overskud og at antenneanlægget allerede er betalt over de sidste mange år.

- Rent teknisk er det en stor opgave at overtage bredbåndsdelen, men ikke så vanskelig, at vi ikke tør binde an med den, siger Kurt Larsen, der også bemærker, at skeptikere efterhånden må indrømme, at det er tydeligt, at det nuværende anlæg også i mange år frem vil kunne levere højere hastigheder, som vil kunne matche alle behov.

Foreningens bestyrelse har endnu ikke lagt sig fast på de hastigheder og priser, der skal tilbydes medlemmerne efter overtagelsen, der sker fra den 1. februar 2016. Til gengæld har bestyrelsen allerede nu besluttet at invitere foreningens medlemmer – og andre interesserede – til informationsmøder i løbet af efteråret.

- Vi regner med, at mange gerne vil høre nærmere om baggrunden for og konsekvenserne af vores beslutning, så vi finder det helt naturligt at komme i dialog med medlemmerne, siger formanden.

Udover medlemsmøderne vil foreningen også informere gennem sociale medier, nyhedsbreve, på foreningens hjemmeside og på informationskanalen.

Stofa har i ca. 15 år leveret bredbånd til medlemmer i HAS gennem antenneanlægget. Tidligere stod HAS selv for internetdelen. Som en af de allerførste i Danmark brugte foreningen allerede fra 1996 egne kabler til internet over antenneanlægget, men af forskellige grunde valgte HAS at indgå aftale med Stofa om salg og markedsføring af bredbånd fra 2001.

Det er denne del, foreningen nu igen vil drive i eget regi.

- Vi er sikre på, at vi med denne beslutning i højere grad kan leve op til vores slogan “Lokalt og ligetil” – og ændringen bliver helt sikkert til stor fordel for vores medlemmer, fastslår Kurt Larsen.

Kommentarer & synes godt om



Denne reklameplads er ledig, kunne din virksomhed få gavn af pladsen? Så læs mere her:

Læs mere om annoncering