Nordjyske virksomheder får nemmere adgang til viden

Ny strategi giver nordjyske virksomheder nemmere adgang til viden og forskning

Vær venligst opmærksom på at denne artikel er udgivet for over et halvt år siden.

Region Nordjylland er partner i ny national klyngestrategi, som skal gøre det lettere for virksomheder at udvikle sig med afsæt i ny viden og forskning. Strategien får bl.a. betydning for samarbejdet mellem videninstitutioner og en ny nordjysk energiklynge.

I Danmarks store universitetsbyer har virksomhederne gode muligheder for at få fat i den viden, der produceres på universiteterne, men i de knap så tæt bebyggede dele af landet er der potentiale for forbedringer. Derfor fremlægger landets fem regioner, Danske Regioner og KL sammen med seks ministerier nu en ny national strategi for, hvordan virksomheder gennem erhvervsklynger og innovationsnetværk bedre får adgang til ny viden og forskning.

Klynger gør det lettere at udvikle virksomhederne

På landsplan fungerer klyngerne som det faglige samlingspunkt for op mod 12.000 virksomheder, hvor de både kan sparre med videninstitutioner og med hinanden. Også i Nordjylland, hvor man i en længere årrække har satset målrettet på klynger, spiller de en afgørende rolle for erhvervsudviklingen.

Klyngerne letter den enkelte virksomheds adgang til relevante udviklingstilbud i erhvervsfremmesystemet, og de er samtidig en vigtig samarbejdspartner for det offentlige, når der skal investeres i strategiske vækstinitiativer målrettet bestemte brancher. Men der er også plads til forbedringer, og Regionsrådet og Vækstforum mener, at den nye klyngestrategi kan hjælpe disse på vej:

- Klyngerne står over for en vigtig opgave med at understøtte erhvervslivets internationalisering, og her kan videninstitutionerne hjælpe. Flere nordjyske virksomheder skal have sparring til at komme godt ud på det globale marked, hvor de kan folde deres potentiale ud og skabe øget vækst og nye arbejdspladser, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i Nordjylland og formand for Vækstforum.

Kræfterne forenes i ny nordjysk energiklynge

Et tættere samarbejde mellem virksomheder og videninstitutioner er netop en af grundene til, at Vækstforum og Regionsrådet for nyligt har investeret mere end 20 mio. kr. over 3 år i etableringen af en samlet nordjysk energiklynge ved navn House of Energy.

Nordjylland har i forvejen styrkepositioner på en af række af nutidens og fremtidens vedvarende energiteknologier, bl.a. vindenergi, brint- og brændselscelleteknologi og energieffektivt byggeri. Og Vækstforum har gennem flere år investeret i opbygningen af stærke branchenetværk, som har haft hver sine fokusområder. Men nu er tiden moden til at tage den nordjyske energisatsning et stort skridt videre og derfor forenes kræfterne fra de eksisterende initiativer, som bl.a. tæller vindenergi-netværket Hub North, centret for energi og materialeteknologi Cemtec og fjernvarmenetværket FleksEnergi.

Ved at etablere én samlet energiklynge bliver det bl.a. nemmere at udvikle virksomhedernes samarbejde med viden- og forskningsinstitutionerne heriblandt Aalborg Universitet, som er partner i House of Energy. Regionsrådet og Vækstforum forventer, at initiativet vil styrke det nordjyske erhvervsliv:

- Ved at forene kræfterne i en samlet energiklynge ønsker vi at bringe vores regionale styrker i spil og udvikle vores eksisterende energivirksomheder på tværs af brancher og i tæt samarbejde med vores stærke viden- og forskningsmiljøer. Samtidig håber vi, at initiativet kan være med til at tiltrække nye virksomheder og arbejdskraft til Nordjylland, forklarer Ulla Astman.

Samarbejde om viden og fremtidens arbejdskraft

Blandt de virksomheder som har gavn af at samarbejde med videninstitutioner og forskningsmiljøer er Arcon-Sunmark i Skørping. Energivirksomheden er med mere end 25 års erfaring og produktudvikling i bagagen i dag blandt verdens førende inden for produktion og montering af storskala solvarmeanlæg.

Trods den markedsledende position må Arcon-Sunmark ligesom de fleste andre virksomheder selv gøre en målrettet indsats for også i fremtiden at have kompetent arbejdskraft til rådighed. Her bidrager samarbejdet med videninstitutioner i både Nordjylland og det øvrige Danmark, fortæller salgsdirektør Knud Erik Nielsen:

- Vi kører faste praktikforløb sammen med maskinmesteruddannelsen på MARTEC i Frederikshavn, og vi har også lige afrundet et ph.d.-samarbejde med DTU i Lyngby. De studerende har nogle gode kompetencer med og kan stort set fra dag ét løse opgaver sammen med vores faste medarbejdere både i projekteringen, og når vi er ude i felten for at montere vores anlæg, siger Knud Erik Nielsen.

Især den succesfulde samarbejdsmodel med MARTEC vil Arcon-Sunmark gerne udvide til også at omfatte bl.a. energiuddannelserne på Aalborg Universitet:

- Vi får brug for det fremtidens ingeniører kan, og vi vil til gengæld gerne vise dem, at vi er en spændende virksomhed, hvor de kan arbejde med at videreudvikle nogle af de bedste teknologier på markedet, siger Knud Erik Nielsen.

Kommentarer & synes godt om



Denne ledige reklameplads er blevet vist over 852* gange den seneste måned, kunne din virksomhed måske få mere gavn af pladsen? Så læs mere her:

Læs mere om annoncering