Politi og skolebørn på vejene efter sommerferien

Efter sommerferien opfordres trafikanterne til at passe ekstra godt på skolebørnene

Vær venligst opmærksom på at denne artikel er udgivet for over et halvt år siden.

Børnene er tilbage fra sommerferie, og derfor bliver trafikanterne nu mindet om at passe ekstra godt på skolebørnene på vejene. Det sker i Hjørring Kommune med kampagnen ”Børn på vej”, samtidig med at politiet laver kontrol på skolevejene.

Det skal være trygt og sikkert for landets skolebørn at gå og cykle til og fra skole. Hvert år viser politiets kontroller, at mange bilister kører for stærkt på skolevejene. Derfor vil Hjørring Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme omkring skolerne.

- Vi har i Hjørring Kommune stort fokus på at sikre skolebørnene på vores veje. Det kan som barn og ungt menneske være svært at overskue trafikken og særligt i morgentrafikken, hvor vi desværre alt for ofte ser kaotiske situationer omkring vores skoler. Kampagnen fra Rådet for Sikker Trafik bakker rigtig godt om den kommunale strategi, og derfor har vi også valgt at deltage i kampagnen. Vi håber, at kampagnen vil få vores bilister til at sænke farten og vise det nødvendige hensyn til de små nye trafikanter, siger Ole Ørnbøl, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune.

- Jeg vil også samtidig opfordre børn og forældre til at benytte sig af de lettilgængelige hjælpemidler, der kan hjælpe os alle sammen til at passe bedre på os selv, når vi færdes som bløde trafikanter – altså at både børn og forældre bruger f.eks. cykelhjelm, refleksveste og lygter, uddyber formanden.

Politikontrol ved skolerne

Sideløbende med den landsdækkende kampagne ”Børn på vej” vil politiet fra den 8. til den 26. august sætte ind med ekstra kontrol ved mange af skolerne. Ved sidste års kontrol stoppede politiet flere end 6.000 bilister, der kørte for stærkt, 163 bilister med håndholdt mobiltelefon og 136 bilister, der ikke havde spændt børnene fast.

13- til 16-årige er særligt udsatte i trafikken

Som noget nyt sætter årets kampagne ”Børn på vej” også fokus på de ældre elever, da det er de 13-16-årige, der kommer mest til skade i trafikken. Ifølge ulykkesstatistikkerne kommer over fem gange så mange 16-årige alvorligt til skade eller bliver dræbt i trafikken som 12-årige.

Når børnene bliver ældre, færdes de i højere grad alene i trafikken. Men teenagere har så meget andet i hovedet end trafiksikkerhed, så når det går galt, er det ofte, fordi de er uopmærksomme. De tager måske nogle chancer eller glemmer at fokusere på omgivelserne, når de f.eks. kører sammen med deres venner. Derfor er det så vigtigt, at vi forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn, for de har virkelig brug for det, siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har lavet en ny hjemmeside, hvor forældre til både små og store børn kan få gode råd til, hvordan de klæder deres børn på, så de ikke ender i en trafikulykke: www.sikkertrafik.dk/forældre

Kommentarer & Synes godt om