62 nordjyske sigtelser i skoletrafikkontrol

Landsdækkende trafikkontrol ved skoleveje rundt omkring i hele politikredsen

Vær opmærksom på at denne artikel var akutel for 274 dage siden

Nordjyllands Politi deltog i uge 2 i den landsdækkende trafikkontrol ved skoleveje rundt omkring i hele politikredsen.

Ved skolevejene kontrollerede politiet særligt hastigheden, og hvorvidt bilisterne huskede at bruge sele på sig selv og på deres børn. Der blev også holdt øje med, om de cyklende skolebørn overholdt færdselsreglerne, herunder om de havde husket at forsyne cyklen med cykellygter.

»Vores kontrol skal bidrage til at gøre vejene mere sikre og forebygge, at børn og unge kommer til skade, når de går eller cykler til og fra skole,« forklarer politikommissær ved Nordjyllands Politi, Jan Stagsted.

Sigtelser for manglende cykellygte, manglende sele og brug af håndholdt

Politiet foretog kontrol ved mange af kredsens skoler, hvilket resulterede i 62 sigtelser af forskellig karakter.

Sagerne drejede sig blandt andet om manglende cykellygter, manglende brug af sele i bilen og brug af håndholdt mobiltelefon under bilkørsel. I to tilfælde havde bilister ikke erhvervet kørekort, og en enkelt bilist kørte i narkopåvirket tilstand. Det blev også til en del såkaldte bekymringsskrivelser til forældre – for eksempel fordi deres børn manglede lys på cyklen eller på anden måde havde overtrådt færdselsloven.

Da ugens indsats i skrivende stund ikke er endeligt opgjort, vil antallet af sigtelser formentlig stige en smule.

Også fotovogne var på banen

Politiets fotovogne foretog i løbet af ugen kontroller rundt omkring i umiddelbar nærhed af kredsens skoler.

I alt passerede der 21.359 køretøjer. Ud af disse kørte 471 for hurtigt, og heraf står 32 bilister til at få et klip i kørekortet.

Vær opmærksom og overhold hastighedsbegrænsningen

Politikommissær Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi understreger, at det er særlig vigtigt, at man kører hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag.

»Vi oplever desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt ved skolevejene. I den her tid, hvor der er mørkt, og sigtbarheden er dårlig, er det ekstra vigtigt, at man som bilist er opmærksom og overholder hastighedsbegrænsningen,« siger Jan Stagsted.

Politikommissæren oplyser, at færdselspolitiet i Nordjylland i den kommende tid vil følge op og foretage yderligere kontroller ved skolerne.

Kommentarer & synes godt om



Denne reklameplads er ledig, kunne din virksomhed få gavn af pladsen? Så læs mere her:

Læs mere om annoncering