I år afholdes der igen julemarked i Sømandskirken

Hirtshals Turistforening inviterer for 3. gang til Julemarked i Sømandskirken

Hirtshals Turistforening inviterer for 3. gang til Julemarked i Sømandskirken, det sker når arrangementet løber af stablen den 2. december, fra klokken 11 til 16. Endnu engang fyldes kirkerummene med kunsthåndværk og julestemning, og på kirkens gamle orgel spilles julen ind med diverse julemelodier.

Holdet af lokale kunsthåndværkere er klar til at præsentere deres værker på markedet, hvor du har mulighed for at få en snak om deres håndværk, teknikker og arbejde, samt blive inspireret til årets julegaveindkøb. Julemarkedet giver således rig mulighed for at finde den helt rigtige julegave, adventsgave eller årets mandelgaver.

Kunsthåndværkere på dette års julemarked er Anette Rønn (Raku), Gerda Dahl (Raku og drivtømmer), Laila Pallisgaard (Billedkunst), Inger Mortensen (Collage), Villy Buhelt (Træ), Sofie Munch (Skind), Margit Jespersen (Pileflet), Galleri Tronsmark (Malerier & Strik), Britta Andreassen (Smykker), Cille Coldberg (Keramik) og Juledekorationer fra Mimosa Blomster, oplyser Hirtshals Turistbureau.

Julemarkedet bringer velsignet bord

Udover de mange kunstneriske indslag, vil der også være lokale fødevareproducenter og forhandlere repræsenteret på markedet. De står klar til at byde på gode smagsoplevelser og lækre specialiteter - blandt andre står Tornby Gl. Købmandsgård og Risgaard Vinhandel er klar med diverse spiselige specialiteter til julebordet, og Herregården Odden sælger hjemmedyrkede valnødder. Hirtshals Museum byder på smagsprøver af bjesk, og du kan købe din favorit til en god julefrokost. Caféen byder på salg af æbleskiver med gløgg, og Vendia Kaffe står klar med deres velkendte kaffe.

Kommentarer & synes godt om