Festligt 30 års jubilæum i Hirtshals Sportsdykkerklub

Formanden fortæller om store oplevelser og udfordringer i den lokale forening.

Vær opmærksom på at denne artikel var akutel for 1838 dage siden

Der er endnu ikke så mange mennesker, da Skipperposten kl. 15.00 ankommer til åbent hus i anledning af Hirtshals Sportsdykkerklubs 30 års jubilæum i lokalerne på Sydvestkajen, hvor vi til gengæld modtages varmt af formand John Lindberg.

Efter et lille videointerview om klubben bliver vi inviteret med rundt i lokalerne, men formanden foreslår, at vi først går en tur over til klubbens stolthed, som er skibet Ajax. Det er en ombygget fiskekutter på 20 tons, som er indrettet til klubbens formål.

- Skibet er helt klart klubbens store aktiv og stolthed, men den er os også et dyrt bekendtskab, fordi sådan en gammel kutter selvfølgelig kræver rigtig meget vedligeholdelse, hvor vi imidlertid er så heldigt stillede, at mange private firmaer på havnen er os behjælpelige, fortæller John Lindberg.

- Vi prioriterer sikkerheden langt højere, end loven egentlig foreskriver og har blandt andet tre såkaldte oxyboxe, der bruges ved mistanke om eller konstatering af reel dykkersyge, men heldigvis har vi mig bekendt aldrig haft brug for dem ved livstruende situationer, forklarer formanden, som også oplyser, at en hjertestarter står meget, meget højt på ønskelisten.

Efter besøget ombord på Ajax vender vi tilbage til klubben, hvor vi først præsenteres for det aller vigtigste lokale, som er værkstedet, idet kompressor med nitroxanlæg og alverdens andet udstyr til udførelsen af dykning står opmagasineret her. Der ligger blandt meget andet iltflasker på rad og række i reolen samt selvsagt dykkerdragter.

Formand John Lindberg i det vigtigste lokale hos Hirtshals Sportsdykkerklub.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med udlejeren og har lige indgået aftale om blandt andet at sammenlægge to rum ved siden af dette, så vi kan få plads til en ny glasfiberjolle, men der skal lige væltes en skillevæg, hvilket ligesom alt andet foregår med frivillig arbejdskraft, oplyser John Lindberg.

 - Som mange andre små foreninger har vi en meget presset økonomi, men heldigvis arbejder vi hvert år sammen med Dana Cup, hvor vi står for at arrangere opholdet for 900 gæster på Højene Skole, hvilket er et stort logistisk projekt, men en uundværlig indtægtskilde, forklarer formanden videre.

- Vi dykker hovedsageligt ved vrag langs kysten fra Løkken op omkring Hirtshals og til Skagen, som er den strækning i Danmark, hvor der måske ligger aller flest, men sigtbarheden er desværre ikke altid så god her som for eksempel ved den norske kyst, hvor vi også har ture til, fortsætter John Lindberg.

Formanden er i det hele taget den fødte fortæller og beretter længe og indlevet om det store vrag The Crescent, som strandede ud for Mårup Kirke syd for Hirtshals den 5. december 1808 under en storm. Han fortæller videre, at der endnu ligger enorme mængder gods ved vraget, som i disse år er tilsandet, men at den slags ændrer sig over tid, idet strømforholdene meget hurtigt igen kan fritlægge vraget.

Da vi kommer tilbage til klublokalet, hvor der er køkken og stort mødelokale, der også kan bruges som festsal, hvilket utvivlsomt vil ske i aften, er der dukket langt flere medlemmer og gæster op, hvoraf en overrækker formanden en pænt indpakket gave, der dog beskedent bliver lagt til side, indtil han har sagt farvel og på forhåbentlig gensyn.

Skipperpostens udsendte er mildt sagt imponeret over klubbens 30 år lange historie og vil utvivlsomt vende tilbage for at dykke yderligere ned i den fascinerende sport.

Vores videointerview med formanden er i skrivende stund ved at blive klippet og vil blive uploadet ved en opdatering af artiklen søndag.

Man kan desuden læse meget, meget mere på dykkerklubbens informative hjemmeside via dette link: Hirtshals Sportsdykkerklub 

Link til videointeriew: John Lindberg

 

Kommentarer & synes godt om