Historien om ravperlen fortalt af Ole Jensen

Perlen var på en meget lang rejse, før den blev fundet øst for Hirtshals.

Vær opmærksom på at denne artikel var akutel for 1777 dage siden

Historien her handler om en virkelig ravperle, der blev fundet af Ole Jensen. Perlen gav nemlig den heldige finder anledning til at fantasere lidt om dens lange rejse i tid og rum: 

Perlens rejse kan kun blive et gæt. Et lille stykke rav havner i Danmark. Her bliver det fundet af en mand i stenalderen. Han er jæger og samler. 

Ravet har haft et lille hul, måske efter en grannål eller en lille kvist. Det lille hul borer han op med et stykke meget spids flint eller ben. Man kan se, det kun er boret fra den ene side, da hullet er konisk.

Så er han fremme ved slibningen. Det er nok sket på en flad sten, hvorpå han han har lagt lidt fint sand, da man kan se, det er slebet i felter.

Rav Klump
Her ses det lille stykke rav i en lædersnor.

Han har en kvinde, der hjælper i det daglige med at lave mad, flå et nedlagt bytte, hende giver han perlen, med en sene eller et stykke skind, så hun han gå med det om halsen.

Efter forhåbentlig mange år dør kvinden. Der har måske været ufred, eller hun er blevet forkølet og måske fået lungebetændelse  Det døde man af dengang.

Man må gå ud fra, at manden ikke har været høvding, så ingen gravhøj til kvinden. Hun er bare lagt i jorden sammen med nogle ejendele og deriblandt ravperlen.

Så går der mange år. Danmark er fyldt med vandløb, åer og bække, der har det med at gnave i brinken i ydersiden af et sving, Så vi må tro, at åen har taget kvindens grav, spredt den for alle vinde, men ravperlen, der er meget let, er blevet ført ud til havet.

Så er vi igen på Østerstrand ved Hirtshals. Der udløber både Kjul Å og Uggerby Å.

Så det var en rejse, og som i alle eventyr: Det er ganske vist.

Ole H. Jensen
Kirkegade 11, 
Hirtshals

Kommentarer & synes godt om