Hirtshals Yard A/S bød de unge, mor og far indenfor

Hirtshals Yard A/S inviterede unge afgangselever indenfor med mor og far i onsdags

Mere end 9 år siden

Forældrene spiller en stor rolle, når de unge skal vælge uddannelse efter folkeskolen. Derfor var det oplagt for Hirtshals Yard A/S at invitere unge afgangselever inden for sammen med mor og far i forbindelse med HandsOn kampagnen. En rig mulighed for at give et indblik i og fortælle om de mange muligheder og spændende udfordringer, som en erhvervsuddannelse i det maritime miljø, giver.

Arrangementet er en del af den landsdækkende kampagne HandsOn, som Dansk Industri, 3F, Dansk Metal, HK og Teknisk Landsforbund står bag. Formålet med HandsOn er at synliggøre de mange spændende jobs, der er i industrien.

Ove Jensen fra Hirtshals Yard A/S fortalte under arrangementet om værftet, hvordan han selv som ung mand fandt det maritime miljø spændende og i en middagspause i 1972 søgte læreplads. Nu arbejder samme sted som projektleder. Ove Jensen pointerede vigtigheden af, at der fortsat uddannes dygtige faglærte i Danmark. ”Har vi ikke de rette kompetencer, er der stor fare for, at arbejdet flyttes til udlandet og Danmark mister arbejdspladser”.

Smedelærling Christian R. Nielsen, som har været i lære på værftet i ca. 2 måneder fortalte om en typisk hverdag, hvor han er tilknyttet en svend, som skal lære ham op. Christian er lige fyldt 18 år, og som mange lærlinge, der er i gang med en erhvervsuddannelse, er det nu også Christians tur til at få egen bil. ”Det er der nemlig råd til, når der kommer en god løn ind på bankkontoen hver måned”, udtaler Christian.

Arrangementet omfattede et besøg i ”Katedralen”, navnet for værftets flydedok, hvor de besøgende fik indblik i mange maritime termer, inden alle vendte tilbage til varmen, og spillede spillet HandsOn Game. Et spil, der er udarbejdet til kampagnen, hvor deltagerne skal opbygge en fiktiv by. Spillet giver deltagerne indblik i, hvor mange opgaver, der ikke kan løses uden producerende medarbejdere med en faglig erhvervsuddannelse.

Hirtshals Yard A/S er en del af den maritime ordning, hvor i alt fire virksomheder MAN Diesel og Turbo A/S, Vestergaard Marine Service A/S, Orskov Yard A/S samt Hirtshals Yard A/S, i tæt samarbejde er gået ind i opgaven at få uddannet flere faglærte medarbejdere. ”Alle fire virksomheder forventer fortsat vækst, og kampagner som eksempelvis HandsOn, hvor vi åbner dørene op til en virksomhed, giver os god mulighed for at synliggøre branchen”, udtaler maritim uddannelseskoordinator Anette H. Sørensen fra MARCOD.

- Samtidigt kan vi fortælle de unge mennesker, at de med en erhvervsuddannelse i bagagen, får mange gode muligheder fremadrettet, også hvis man efterfølgende ønsker at videreuddanne sig. Jeg er utroligt stolt over det store engagement der lægges for dagen, når vi på temadage som disse er i tæt kontakt med de unge, slutter Anette H. Sørensen.?

Kommentarer & synes godt om