Stor succes med bredbånd hos HAS

Stor succes med bredbånd fortælles der på generalforsamling

Mere end 6 år siden

Det er gået rigtigt godt med tilslutningen til bredbånd hos Hjørring Antenneselskab. Det var en af de meldinger som formand Kurt Larsen kunne præsentere på foreningens seneste generalforsamling.

Hjørring Antenneselskab har nu mere end 10.000 kunder på eget bredbånd og en ny 3-årig aftale er indgået med YouSee om levering af blandt andet TV, web-tv, start-forfra, som giver medlemmerne en del valgmuligheder, herunder også streaming.

Vi er godt stillet på både tv- og bredbåndssiden, men vi ved også godt, at det kan være en udfordring at bruge de mange muligheder og derfor overvejer vi at lave noget mere information som kan hjælpe vores medlemmer til at få endnu mere ud af f.eks. web-tv og streaming, fortæller Kurt Larsen.

Næstformand i Hjørring Antenneselskab, Brian Thomasberg, gennemgik ved seneste generalforsamling også regnskabet, som foreningen betegner som meget tilfredsstillende. Foreningen har i løbet af 3 år afskrevet de investeringer, der blev lavet i forbindelse med etableringen af eget bredbånd.

Så økonomien for de kommende år ser også godt ud, der vil nu blive sat yderligere penge af til vedligehold og udbygningen af nettet, til markedsføring og til en øget egenkapital, der kan bringes i anvendelse ved større investeringsbehov, fortalte Brian Thomasberg.

Hjørring Antenneselskab og Vendelbohus

Ved generalforsamlingen var der flere spørgsmål og kommentarer til foreningens engagement i Vendelbohus. Bestyrelsen i Hjørring Antenneselskab har ytret, at en del af huset lejes til etablering af et studie og at der også vil blive mulighed for uden yderligere udgift at anvende Vendelbohus til fremtidige generalforsamlinger, samt et par medlemsmøder. Nogle medlemmer kritiserede denne beslutning, mens andre roste bestyrelsen for initiativet.

Efter generalforsamlingen blev “HAS-prisen” på 50.000 kroner uddelt, hvortil over 40 forskellige projekter, foreninger og personer var indstillet. Prisen blev udloddet i fem lige store portioner og gik blandt andet til Hjørring Badmintonklub, ungdomsforeningen Nemizis og Aktivitetshuset Solhjem, mens de sidste gik til to ildsjæle, der hver har stor betydning for lokalområdet, herunder tidligere halbestyrer Henning Sigsgaard fra Tornby og Flemming Andreasen fra Horne KFUM. 

Til slut gav generalforsamlingen genvalg til de opstillede kandidater, Kurt Larsen, Brian Thomasberg og Michael Bermann, samt til suppleanten Peter Ørtoft Christensen, før mødet blev ophævet.

Kommentarer & synes godt om