Havkajakklub starter i Tversted - målet er masser af livsglæde

Alle indbydes til informationsaften torsdag den 24. april kl. 19.00 - 21.00 i Tannisbugt Hallen

Mere end 11 år siden

Havkajak sporten har været i meget kraftig stigning inden for de seneste år, og der er efterhånden opstået en del klubber mange steder i landet.

Der er mange gode grunde til denne store fremgang, for havkajakken giver masser af livsglæde - uanset om du er 14 eller 80! - Fantastiske naturoplevelser, socialt samvær og godt kammeratskab, korte som længere ture - med eller uden overnatning - eller bare alene på vandet, opleve det stille vand og solnedgangen, leg i bølger eller udfordre kræfterne med surf - ja, du vælger selv - havkajak er simpelthen livsglæde.

Alle kan være med, og så giver det god motion. Det kræver ingen forkundskaber, blot du er almindelig sund og rask, og ikke er bange for vand.

Og nu er muligheden for også at etablere en klub i Tversted. Dette sker i samarbejde mellem havkajak instruktør Poul Vilstrup, DGI Nordjylland og BTI (Bindslev-Tversted Idrætsforening).

Alle interesserede indbydes til at komme til informationsaften torsdag den 24. april kl. 19.00 - 21.00 i Tannisbugt Hallen, Stadion Allé 7, 9881 Bindslev. Her vil du blive introduceret til havkajak sporten, herunder høre om alt det den giver til legeme og sjæl, om uddannelse og sikkerhed....og du vil blive forbavset over hvor lidt det koster at ro havkajak.

Er du interesseret i at deltage i informationsaftenen den 24. april, kan du tilmelde dig på www.vorespuls.dk eller kontakte Havkajak instruktør Poul Vilstrup - mobil: 3118 2753 eller på mail: poul.vilstrup@gmail.com

Kommentarer & synes godt om