Klaus Larsen ny IT-direktør i Region Nordjylland

Den nuværende IT-chef, Klaus Larsen, bliver Region Nordjyllands nye IT-direktør

Mere end 9 år siden

Den nuværende konstituerede IT-chef, Klaus Larsen, bliver Region Nordjyllands nye IT-direktør. Han skal løfte IT-afdelingen og digitaliseringen af særligt sundhedsområdet til næste niveau.

Et enigt ansættelsesudvalg har 1. december 2016 peget på nuværende konstitueret IT-chef, Klaus Larsen, som Region Nordjyllands nye IT-direktør. Klaus Larsen får ansvar for 14.000 brugere, en IT-afdeling på 165 personer, og et budget på ca. 270 mio. kr. årligt.

Klaus Larsen er 42 år, og kommer fra en stilling som drift- og supportchef i IT-afdelingen, som er Region Nordjyllands fælles IT-enhed med koncernansvar for al IT i regionen. Klaus Larsen har et halvt år været konstitueret i stillingen efter Claus Kofoed, der 1. juni tiltrådte som IT-direktør i Region Midtjylland.

Koncerndirektør Dorte Stigaard, der er Klaus Larsens nærmeste leder, glæder sig til samarbejdet med Klaus Larsen i den nye rolle.

- Vi har søgt efter en CIO, som kan løfte både IT-afdelingen og digitaliseringen af særligt sundhedsområdet op til næste niveau. Det er en attraktiv stilling, hvilket et ansøgerfelt på 38 meget spændende kandidater også vidner om, og hvor der til det sidste var kamp til stregen, siger Dorte Stigaard og fortsætter:

- Vi har brug for en, der både kan stå i spidsen for IT-afdelingen, og kan være en aktiv medleder sammen med den øvrige strategiske ledelse af regionen. Med Klaus Larsen har vi fundet en kompetent person, der har det rette koncernperspektiv og er vellidt og respekteret hos hospitaler og samarbejdspartnere, fordi han på samme tid er visionær og kan se de digitale og datamæssige muligheder, og også er en holdspiller, der kan levere varen, afslutter Dorte Stigaard.

Ny direktør glæder sig til opgaven

Hospitalsdirektør Henrik Larsen, der har været kundens repræsentant i ansættelsesudvalget, ser store perspektiver i den kobling mellem nytænkning og erfaring, som Klaus Larsen repræsenterer.

- Jeg har været med længe og kan se, at det i dag i langt højere grad end for bare få år siden er vigtigt, at vi på hospitalerne spiller op mod en IT-afdeling, der ikke bare leverer gode og stabile IT-løsninger. Den skal også være i stand til proaktivt at kunne levere ind i forhold til de sundhedspolitiske mål og det, der giver værdi for patienten. Klaus har både den forretningsindsigt og den helt nødvendige indsigt i data og IT, der gør, at vi kan bruge IT-afdelingen ikke kun som leverandør, men også som digitaliseringsrådgiver. Jeg glæder mig til kombinationen af frisk pust og dynamik, og solid erfaring, siger Henrik Larsen.

Klaus Larsen betegner det som en stor ære for at blive IT-direktør i Region Nordjylland.

- Jeg glæder mig til at stå i spidsen for en afdeling, der fremover skal være både IT- og digitaliseringsafdeling, og som skal kunne levere på både effektiviseringsdagsordenen og det, der direkte giver værdi for patienten. Jeg tror på, at der er et stort potentiale i digitalisering, ikke mindst i strategisk anvendelse af data, og jeg glæder mig til at kaste mig over opgaverne sammen med dygtige kolleger både i regionen og på tværs af sektorer i sundhedsvæsnet.

Kommentarer & synes godt om