Undgå at dine gæster bliver syge af julemaden

Fødevarestyrelsen giver seks gode juleråd til at undgå de klassiske fejl i køkkenet

Mere end 5 år siden

Hvert år i december bliver flere ramt af maveonde efter at have sat tænderne i julemaden, fordi hygiejnen i køkkenet ikke har været i orden. Fødevarestyrelsen har i år samlet en liste over gode råd, som kan benyttes i køkkenet for at undgå sygdom som følge den gode julemad.

I 2018 udførte Fødevarestyrelsen ca. 35.000 kontrolbesøg hos 25.000 restauranter og kantiner for at sikre, at fødevaresikkerheden er i top. Her bliver personalet spurgt til alt fra krydskontaminering, nedkølingsprocedurer og egenkontrol. 

Selvom det lyder teknisk, så kan det for mange forbrugere også være en god idé at kaste et professionelt blik på deres eget køkken i juledagene, inden familie og venner kommer forbi til flæskesteg og brune kartofler. 

Hvert år bliver flere nemlig syge af julemaden, fordi hygiejnen ikke har været i orden. Fødevarestyrelsen giver herunder seks gode råd, så gæsterne kan belønne din julemad med en glad smiley.

Rengør og ryd ud i køleskabet

Sorter f.eks. ud i varer, som ikke nødvendigvis skal på køl – såsom konservesdåser, øl, sodavand, frugt og grønsager. Så er der plads til de varer, som altid skal på køl.

Tjek, at temperaturen i køleskabet er maks. fem grader

De fleste bakterier kan ikke vokse, når temperaturen er under fem grader.

Vask hænder, både inden og under madlavningen

Vask gerne hænder flere gange, mens du laver mad. God håndhygiejne er vigtig, når du håndterer fødevarer.

Brug ét skærebræt til salat og ét til råt kød

En enkelt dråbe rå kødsaft med campylobacter kan give alle gæsterne maveonde.

Servér retterne rygende varme

Høj varme dræber bakterier.

Sæt rester hurtigt på køl

Bakterierne stortrives ved stuetemperatur, så sæt retterne hurtigt på køl, når alle har fået.

Kommentarer & synes godt om