Sommerkoncert i Tversted
Sommerkoncerten bliver afholdt på Markedspladsen i Tversted den 25. juli
- I Tversted er vi selvfølgelig meget stolte af at præsentere Lis Sørensen med band til årets sommerkoncert, fortæller turistchef Hanne Haandbæk.
- Der er løbet rigtig meget vand gennem Tversted Å, siden jeg første gang optrådte i Tversted i 1984. Dengang indtog vi Tversted Kro med 2 arkitektlamper som lyssætning, og nu i 2014 indtager vi Markedspladsen til byens stort anlagte Sommerkoncert med aftensolen som følgespot, skriver Lis Sørensen.
- Selvfølgelig er det helt specielt for mig at spille en koncert i et område, hvor jeg i den grad føler mig hjemme og kender så mange mennesker gennem så mange år. Så jo, jeg glæder mig helt vildt til, at vores karavane når Tversted og håber på flot vejr, så vi kan få den skønneste sommeraften sammen med publikum, afslutter Lis.
- Sommerkoncerten bliver afholdt på Markedspladsen i Tversted den 25. juli, og vi tør godt love at det bliver et brag af en fest, fortæller Hanne Haandbæk.
- Renée Søndergaard, som mange lokale kender godt, vil varme vores koncertgæster op, så de er klar når Lis går på scenen og spiller velkendte numre som ”Mine øjne de skal se”, ”Verden er i farver” og ”Tæt på ækvator” samt mange andre. Efter Lis kommer Dodo and the Dodo’s og fortsætter aftenen - det bliver rigtigt godt, fortsætter Hanne.
- I samarbejde med Restaurant Tannishus har vi lavet et V.I.P. tilbud med koncert og buffet på Klitgården og Lis Sørensen kigger forbi under spisningen. V.I.P’erne har under hele koncerten adgang til Klitgården og faciliteterne der. Billetter hertil er begrænset, og sælges efter først-til-mølle princippet. Vi har startet et nyt koncept for sommerkoncert i Tversted, og forventer os en forrygende aften, slutter Hanne Haandbæk.
- Kategori: By
- Område: Tversted
- Udskriv artiklen
- Reklamation






Kommentarer & synes godt om